Digital Problem Solving & Inspiration courtesy of Mads Kristensen
Random header image... Refresh for more!

Borgerjournalistik - et u-land for medierne

Holdningerne var mange, argumenterne gennemtænkte og debatten livlig, da der i går eftermiddag blev afholdt meet-up om borgerjournalistik hos Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) i København.

I alt 10 deltagere havde valgt at benytte to timer af eftermiddagen på at diskutere en række konkrete spørgsmål fremsat af undertegnede, der var initiativtager til mødet:

  1. Hvad er borgerjournalistik egentlig? Hvad er definitionen? Er det en ny genre eller gammel vin på nye flasker?
  2. Hvordan påvirker borgerjournalistikken de etablerede medier?
  3. Hvilke muligheder giver borgerjournalistikken for nye mediestrukturer og nye aktører?

Det følgende er en gennemgang af de reflektioner, jeg fik med mig fra det uhyre interessante møde.
Definitionen

Definitionen var det spørgsmål, der aftvang mest diskussion. For der er tydeligvis stor forvirring om, hvad borgerjournalistik egentlig er? Nogle initiativer som f.eks. TV 2’s 1234.tv2.dk og til en vis grad EkstraBladet’s Nationen! camouflerer brugergenereret indhold som borgerjournalistik - men uden at det for alvor er nyt og rigtig lader borgerne sætte mediedagsordenen.

Ret hurtigt dannede der sig to underspørgsmål til hovedspørgsmålet:

  • Er ‘borgerjournalistik’ i virkeligheden mere defineret som en ny form for samarbejde mellem mediet og læserne, brugerne end som en selvstændig genre indenfor journalistikken?
  • Har medierne overhovedet en rolle at spille i borgerjournalistikken, eller er det simpelthen for langt væk fra det, som medierne traditionelt har set og fortsat ser som deres rolle.

Flere var inde på, at der er i dag opleves at være en afgrund mellem de historier, som journalister og dermed medierne finder væsentlige, og de historier, som den enkelte finder væsentlige i sin helt nære dagligdag. Og deri ligger måske netop problemet? For i sammenhæng med at skulle afgive den redaktionelle kontrol, kan netop denne grøft vise sig at være den afgørende faktor, der gør, at man fra de etablerede mediers side ganske enkelt ikke tør FOR ALVOR at satse på mere borgerinddragelse, hvadenten det så er via journalistikken eller noget andet. Mit spørgsmål er så bare, om medierne har råd til at lade være med at gøre forsøget.

Mediernes rolle

Det fører så direkte over i næste spørgsmål, som er spørgsmålet om, hvordan almindelige menneskers mulighed for at publicere sig selv påvirker de traditionelle medier i både deres samfundsrolle og den måde, de agerer og arbejder på.

Her var der blandt tilhørerne ikke den store tvivl om, at en af de grundlæggende udfordringer for medierne er modstanden mod forandring - en modstand, der som oftest udspringer af, at man simpelthen ikke forstår det paradigmeskift, som nettet bringer med sig. Selv nye initiativer som JydskeVestkystens satsning på hyperlokalt indhold på JV.dk bærer præg af en grundlæggende modstand mod at nedbryde skotterne mellem os - journalisterne - og dem - læserne, brugerne, borgerne.

En af mine kongstanker har altid været, at havde nettet eksisteret på Guttenberg’s tid, havde vi aldrig fået en trykt presse. For hele den trykte presses forretningsgrundlag - og dermed mulighed for at finansiere journalistik - hviler på en model, der kræver, at der er nogle, der kontrollerer mulighederne for at få sit budskab ud. Og denne kontrol er som bekendt væk med internettet.

Det bør medierne i sagens natur forholde sig til. Og derfor kan det virke forbløffende, når virkeligheden - trods udmeldinger om, at der skal satses digitalt - ude på redaktionerne er, at de, der beskæftiger sig med online ofte må slås med topledelser, der har deres rødder i andre medietyper og enten ikke forstår eller vil forstå de muligheder, der ligger i nye medier for - sammenlignet med det meste andet - trods alt ret beskedne midler. Det skaber frustrationer blandt dygtige, visionære folk - og det dræner energi fra arbejdet.

Hvor ville det være befriende, hvis topledelsen i de store mediekoncerner virkelig turde stå ved, at de satser på online og hive de dygtige folk, der vitterligt findes rundt omkring, frem i lyset og vise dem én eneste helt fundamental ting: Tillid. Hvad kunne der ikke komme ud af det af spændende ting - inklusiv et knivskarpt fokus på inddragelse af borgerne i hele medieprocessen - som kan være med til at sikre medierne en relevans i forhold til borgerne? Rigtig meget er jeg fuldstændig sikker på.

Nye aktører vil komme

Men tør mediehusene? Svaret blæser i januar-vinden. Ikke meget tyder på det, når det kommer til stykket. Og det efterlader kamppladsen vidt åben for nye aktører.

Ganske vist havde flere deltagere det synspunkt, at det er vanskeligt at komme igennem med noget virkelig nyt, fordi hvis man har fat i noget stort, bliver det opdaget af en af de store, og så bliver man kvast. Men argumentet holder ikke nødvendigvis. Se bare på IT-verdenen, hvor Microsoft så vidt jeg ved har masser af konkurrence - og konkurrence der ofte skaber bedre produkter og kan sikre sig en pæn forretning. Bare fordi markedet er domineret af nogle store skræmmende dinosaurer, skal det ikke tage pippet fra de små.

Slet ikke, når de midler, der skal sættes på højkant ikke er større end de er. For sammenlignet med guleroden i et lokalt annoncemarked, der trods tilbagegang stadig må betegnes som værende en lækkerbisken at få del i, er investeringen ubetydelig. Og det er der rigtig mange, der ved. Trust me.

Opsamling: Mediemarkedets trykkoger

Samlet set gav mødet mig anledning til følgende reflektioner:

  • Borgerne kommer - og de forventer at spille en meget mere aktiv rolle fremover. Alene fordi teknikken er til det.
  • Nogle indenfor branchen har set det og set muligheden for at gøre en forskel. Men de bliver ikke hørt.
  • Der opspares frustrationer, og det er kun et spørgsmål om tid, før låget ryger af trykkogeren.
  • …og det bliver ikke nødvendigvis et etableret medieselskab, der udløser det.
  • Men det er de etablerede medier, der kommer til at mærke effekten af det. Og det bliver ingen fest - for dem.

Jeg indrømmer, at det sidste nok mere er udtryk for et håb fra min side. Men mestendels et håb om, at medieselskaberne tager sig sammen og TØR satse, før andre tager muligheden fra dem.

PS: Lars K. Jensen har også skrevet om mødet.

Related Articles:

Vad NU! is a consultancy company owned by Mads Kristensen and specialized in helping clients take advantage of the business opportunities created by new media. Click to learn how I can help you and your company.

3 comments

1 Medieblogger » Godt møde om borgerjournalistik { 01.10.08 at 10:58 am }

[...] Opdatering: Mads har nu skrevet et referat/blogindlæg om mødet på vadnu.com. [...]

2 Anni Løndal de Lichtenberg { 01.13.08 at 6:51 pm }

TAK!!!

En af dem, som tør, men som ikke bliver hørt, er

http://www.flix.dk

3 Anni Løndal de Lichtenberg { 01.13.08 at 6:53 pm }

P.S. du kunne altså godt have sendt et skriv ud til os på facebook, som har tilmeldt os gruppen…

Leave a Comment